Ny sportspsykologisk træner i SfB / SfB-OureFra næste sæson kan vi præsentere Jesper Fries Pedersen som ny sportspsykologisk træner for U10 – U19. Jesper løftes fra en frivillighedsaftale til en halvtidsansættelse, hvor han fremadrettet skal arbejde med det sportspsykologiske fokus i begge klubber. Tidligere har Jesper primært ageret sportspsykologiske sparringspartner for vores trænere i SfB.
Jespers opgave bliver at bidrage til udviklingen af det sportspsykologiske område i begge klubber, hvor han har forskellige fokusområder i de forskellige grupper. Fra U13 – U19 vil han være en del af træningsmiljøerne, og spillerne vil derfor møde ham i forbindelse med træning. For U10 – U12 vil han understøtte trænernes eksisterende arbejde med de mentale færdigheder. Derudover vil Jesper sætte fokus på forældre-området, hvor han vil holde oplæg og workshops.
Til daglig arbejder Jesper som selvstændig sportspsykologisk træner, hvor han støtter, guider og hjælper klubber, trænere og udøvere på det sportspsykologiske område, og vi glæder os til at få hans erfaring og viden med i klubbernes fremtidige arbejde med talentudvikling, hvor det sportspsykologiske vil spille en større rolle. Da Jespers opgave i SfB-Oure primært er på holdniveau, har vi derfor også indgået en samarbejdsaftale omkring en særlig SfB-pris til medlemmer af klubben, og det kan du efter sommeren læse mere om på hjemmesiden.
Foto: Jesper (tv) og Anders |