Nyheder fra SfB

Tilbage til listen

(Klik på billedet for større version)

 

Tak for opbakningen til trøjelanceringen

Onsdag den 17. december løb lanceringen af den nye SfB-Oure FA trøje af stablen, og det var en fornøjelse at mærke den store opbakning. Interessen var markant fra start, og på et tidspunkt stod omkring 25-30 mennesker i kø for at sikre sig det nye design. Trøjen kunne både handles i vores opstillede bod på Centrumpladsen og inde i varmen i Sport24/Sporten, hvor Jens og hans team stod klar til at tage imod de mange fremmødte.

Lanceringen blev så stor en succes, at vi i løbet af aftenen måtte melde udsolgt i størrelserne M, L og XL. Skulle du være gået forgæves efter en af disse størrelser, så arbejdes der lige nu på højtryk for at undersøge, om vi kan få flere trøjer hjem til butikken. Det svæver stadig lidt i vinden, om og hvornår det præcis kan lade sig gøre, så vi opfordrer til, at man holder skarpt øje med vores platforme her, hvor vi vil melde ud, så snart trøjen forhåbentlig igen er i handlen.

Det er de frivillige kræfter fra Høje Bøges Rødder, der har lagt adskillige timer i at tegne og justere trøjens design. Processen er gjort mulig i et tæt samarbejde med Adidas og Albani, og resultatet er en hvid trøje med raffinerede sorte striber, som vi er utrolig stolte af. Den bærer vores nydesignede SfB-Oure FA-logo, der forener Svendborgs maritime historie med det stærke talentsamarbejde med Skolerne i Oure. Som en lille ekstra detalje er trøjen desuden påsat en fin grafik fra Høje Bøges Rødder.

Mens voksentrøjen har Albanis logo på brystet, har Albani valgt at give pladsen på børnetrøjerne videre til Red Barnet Svendborg. Det betyder samtidig, at 50 kr. fra hver solgt børnetrøje går direkte til Red Barnets lokale arbejde for sårbare familier i kommunen.

Hele aftenen blev løftet af en stærk holdindsats, hvor Old Boys-afdelingen og Høje Bøges Rødder i dagens anledning var "trukket i trøjen" for at hjælpe med salget. Mens der var travlt med trøjeekspeditioner, sørgede Old Boys desuden for at holde gang i grillen, så alle interesserede kunne få en ristet med brød i dagens anledning.

Efter onsdagens interesse at dømme, tyder alt på, at trøjen kommer til at ligge under en del juletræer i år.

Selvom voksenstørrelserne hurtigt blev udsolgt, er der fortsat en del børnestørrelser på hylderne i Sport24, hvis man mangler den perfekte julegave til en ung fan.

Tak til alle, der kiggede forbi og gjorde onsdagen til en god oplevelse!

Foto: Visbjerg Visuals / Jakob Visbjerg Rasmussen

Hovedsponsorer

 

 

 

SfB Bold & Bevægelse