FRA TÅSINGE OG RYTTERVEJ TIL ALLSVENSKAN: ANDREAS HERMANSEN SOLGT TIL SVENSK TOPKLUBDen tidligere SfB-ungdomsmålmand Andreas Hermansen skifter til svensk fodbold. Andreas er blevet solgt fra AC Horsens til traditionsklubben GAIS, der hører hjemme i Göteborg.
GAIS spiller i den bedste svenske række, Allsvenskan, og kommer fra en stærk sæson, hvor de sikrede sig bronzemedaljerne. Andreas skal nu indgå i truppen hos svenskerne, der forbereder sig på en ny sæson i toppen af tabellen.
Vejen fra Sydfyn til Göteborg
Andreas Hermansen startede sin fodboldopvækst i Tåsinge Forenede Boldklubber, før han rykkede videre til SfB som ungdomsspiller. Efterfølgende fortsatte karrieren i AC Horsens, hvor han har været en del af førsteholdstruppen i 1. division og opnået sin debut. Senest har han været udlejet til norsk fodbold hos Egersunds IK for at hente fast spilletid, hvilket nu har ført til salget til Sverige.
En hilsen fra træningslejren i Spanien
I forbindelse med skiftet fangede vi Andreas på GAIS’ træningslejr i Spanien til en kort kommentar om det nye kapitel og hans baggrund:
"Det er altid sjovt at få lov at spille på et højere niveau, så jeg glæder mig helt klart til at se, hvad det bringer af både udvikling og store oplevelser. Jeg startede jo i Tåsinge FB og skiftede derefter til SfB – og på mange måder føles det her lidt som det samme: Man kaster sig ud i noget nyt og håber på det bedste!"
Vi følger Andreas’ udvikling i Allsvenskan og ønsker ham held og lykke med de nye udfordringer i de hvide og grønne farver. |