Nyheder fra SfB

Tilbage til listen

(Klik på billedet for større version)

 

DANMARKSSERIEN: OPSTART, AFSKED OG NYE ANSIGTER PÅ FØRSTEHOLDET

Selvom vintervejret har godt fat i boldbanerne, er forberedelserne til den kommende halvsæson i fuld gang. Foråret byder på spændende kampe og forhåbentlig et kommende oprykningsspil. Truppen er allerede blevet testet mod stærke modstandere fra Middelfart og Næsby, hvor det i begge tilfælde blev til nederlag. Dette er dog forventeligt, når man måler sig med hold fra 1. og 3. division, og kampene har tjent som en vigtig lejlighed til at få banket rusten af og spillet nye ansigter ind i truppen.

Afsked med markante profiler

I vinterpausen har vi taget afsked med to store profiler. Holdets hidtidige anfører og midtbanestyrmand, Oscar Vejle, har af personlige årsager valgt at returnere til Sjælland efter mange år på Fyn. Samtidig takker Daniel O’Hara af efter en lang årrække som en fast institution og profil for SfB-Oure FA. Vi takker begge spillere for deres store indsats i den hvide trøje og deres uvurderlige bidrag til holdet. De vil begge blive savnet i klubben.

Nye kræfter til midtbanen

Heldigvis har vi også budt velkommen til tilgang i vinterpausen. Truppen er blevet forstærket med tre spændende midtbanespillere, der alle kommer fra direkte konkurrenter i Danmarksserien:

  • Frederik Lebæk (skiftet fra TPI)

  • Sune Harboe (skiftet fra Marienlyst)

  • Magnus Rahbæk (skiftet fra Marienlyst)

De tre nye spillere har allerede bidraget med ny energi til både træning og i de første testkampe. Samtidig er Tobias Jervelund endelig tilbage efter en længere skadespause, hvilket betyder, at vi føler os godt rustet på alle positioner inden de sidste testkampe mod ØB, Marienlyst og B1913.

Sæsonstart

Vi tager hul på turneringen lørdag den 7. marts kl. 13:00, hvor vi møder OKS på udebane.

Hovedsponsorer

 

 

 

SfB Bold & Bevægelse