MANDEN BAG KAMERAET OG MANGE AF SFB’S HISTORIER GIVER STAFETTEN VIDEREI forbindelse med generalforsamlingen i marts 2026 gav Jakob Visbjerg Rasmussen – i klubben nok mest kendt som “Visbjerg” – stafetten videre og stoppede dermed i den frivillige rolle, hvor han gennem en årrække har haft hånd om klubbens kommunikation på Instagram, Facebook, hjemmesiden og skærmen over trappen i klubben.
Undervejs har Jakob samlet historier og øjeblikke op fra hverdagen i SfB og formidlet dem videre med både tekst og billeder. Med et tydeligt fokus på det visuelle har han været med til at løfte klubbens udtryk udadtil og gøre flere af SfB’s fortællinger synlige. Og når historierne først blev delt, rakte de af og til længere end vores egne kanaler – flere gange har medier samlet dem op og bragt dem videre.
En gennemgående tanke i Jakobs arbejde har været, at klubbens medlemmer — især børn og unge — skulle kunne spejle sig i SfB og føle sig set, fordi hverdagen i klubben blev delt og synliggjort for andre. At medlemskabet kunne være identitetsskabende, og at SfB-logoet blev båret med stolthed, også uden for banen. Samtidig har hans tilgang været at brede klubbens fortælling ud, så SfB ikke kun blev det, man kan læse om mandag i avisen: resultaterne. Han har samtidig haft øje for dem omkring SfB og brugt kommunikationen til at pege på helheden – også når historier begyndte andre steder, eller når tidligere SfB’ere lykkedes videre på større fodboldadresser. |