Nyheder fra SfB

Tilbage til listen

(Klik på billedet for større version)

 

En kaptajn takker af – en ægte SfB-legende!

En af de helt store profiler – måske den største af dem alle – indstiller nu karrieren på topplan.

Mathias Hansen, vores styrmand, anfører og klublegende, har desværre været tvunget til at takke af lidt for tidligt efter alvorlige skader det seneste års tid.

Mathias har været en del af SfB og senere FC Svendborg og SfB/Oure FA hele sit fodboldliv. Fra de første skridt på banerne ved Hellegårdsvej og Tipsvænget til årene som anfører på Høje Bøge har han båret klubben i hjertet – og på skuldrene.
Han er vokset op i klubbens kultur, har spillet på alle ungdomshold og siden på Svendborgs bedste seniorhold og har været med til at skrive nogle af de mest mindeværdige kapitler i klubbens nyere historie.

Gennem årene har Mathias været en nøglespiller i flere af vores oprykninger til divisionerne, og han var en central del af det U19-hold, der sikrede Svendborgs bedste ungdomsresultat nogensinde med en top-3-placering i U19 Divisionen.
Da klubben senere blev ramt af konkurs, blev Hansen – trods tilbud fra højere hylder – og var med til at bygge seniorafdelingen op igen. Det siger alt om hans loyalitet, karakter og kærlighed til klubben. Som anfører for førsteholdet i omtrent et årti har Mathias ikke blot været en fremragende spiller, men også en kulturbærer og samlende figur for holdet og hele klubben. Han har vist, at lederskab handler om langt mere end præstationer på banen – det handler om engagement, ydmyghed og viljen til at gøre sine omgivelser bedre.

Selv efter sin skade sidste sommer har Mathias ikke trukket sig tilbage. Tværtimod har han engageret sig i trænerteamet og fortsat bidraget til fællesskabet, præcis som han altid har gjort – med nærvær, overblik og et hjerte, der banker for klubben.

Det er svært at beskrive betydningen af Mathias Hansen med få ord. Han har sat sit præg på alt og alle omkring SfB/Oure FA – og det er ingen overdrivelse at sige, at han fortjener både en kæmpe hyldest og måske endda en statue. På vegne af holdkammerater, trænere, ledere, fans og alle omkring klubben skal der lyde en dybfølt tak for alt, hvad du har givet – på og uden for banen.

Selvom vi ikke længere får lov til at opleve Mathias inden for kridtstregerne på Høje Bøge, er der ingen tvivl om, at vi langt fra har set det sidste til dig i SfB/Oure FA. Tak for alle oplevelserne, kaptajn!

Af mangeårig holdkammerat, træner og ven – Jeppe Krøis Marquardsen

Hovedsponsorer

 

 

 

SfB Bold & Bevægelse