Nyheder fra SfB

Tilbage til listen

(Klik på billedet for større version)

 

Stærk trænerduo

Mens krokus og vintergæk har arbejdet hårdt mod vinterkulden, arbejdes der ligeledes på højtryk i SfB-Oure FA. Den 1. juli træder samarbejdet officielt i kraft, men forberedelserne er i fuld gang.

Således er man nu klar til at præsentere trænerteamet for overbygningens første seniorhold. Det bliver Bjørn Holm og Jesper Jensen der skal styre tropperne, enten i Danmarksserien eller i 2. Division. Det vil forårets turnering afgøre. Overbygningen overtager Oure FA’s licens, og holdet fører pt. Danmarksseriens pulje 3.

I samarbejdsklubberne er man meget glade for den ny trænerkonstellation, da den på bedste vis binder de 2 trupper sammen. Bjørn Holm er træner for det nuværende Oure FA hold og Jesper Jensen for SfB’s ditto. Således skulle fundamentet for en fælles kultur være til stede, og de 2 formænd for hhv. SfB og Oure FA Morten Frederiksen og Johnny Johansen har store forventninger til duoen.

Bjørn Holm, der officielt får titlen som cheftræner; – ’jeg glæder mig utroligt meget til at komme i gang med vores fælles projekt, der forhåbentlig kan være med til at løfte fodbolden på Sydfyn. Det er en meget spændende træneropgave, der ligger foran os, hvor vi på den korte bane skal forsøge, at sammensmelte to meget talentfulde trupper til én fælles gruppe med et fælles udtryk og en fælles filosofi. Ved siden af fodboldbanen bliver det også spændende at være med til at skabe en ny og fælles kultur. Projektet går ind i år 1 efter sommer, og jeg ser det som et kæmpe privilegium at få lov til at være med til at forme samarbejdets kultur og ånd. Desuden glæder jeg mig til den faglige sparring med Jesper Jensen, der er et kæmpe klubikon i SfB’.

Jesper Jensen supplerer; – ’jeg tror Bjørn og jeg kan supplere hinanden stærkt og få bragt de to klubbers kulturer sammen. Vi værdsætter nogle af de samme værdier i forhold til den enkelte fodboldspiller, men også i forhold til foreningstanken. Jeg glæder mig helt enormt til samarbejdet med Bjørn, og til at skulle sammensmelte to potente førstehold til ét fælles hold. Vi går en spændende fremtid i møde’.

 

Hovedsponsorer

 

SfB Bold & Bevægelse