Nyheder fra SfB

Mindeord

Det var en trist meddelelse, der kom til SfB i sommerferien. Finn Bech Pedersen er ikke iblandt os mere.

Gennem 14 år var Finn en afholdt og respekteret klubhusbestyrer i SfB. Han kom til klubben efter at have været værkfører hos Erik Jørgensens møbelfabrik. Der var aldrig tvivl om at Finn havde styr på dagens gang i fodboldklubben.  Han havde stort overblik og var altid på forkant med begivenhederne. Med sin humørfyldte hustru, Lizzi, ved sin side i klubhuscafeteriet, var der altid god stemning i klubhuset. Med sans for orden gjorde Finn det let for trænerne at fungere sammen med spillerne, både for ældre og yngre spillere, samt elitespillerne. Han sørgede for, at regler blev overholdt, og skulle det ske, at nogen trådte ved siden af, som f.eks. at vade hen over banerne i stedet for at bruge stierne, fik de læst og påskrevet – og her var Finn ligeglad med om det var høj eller lav. Trænerne lærte også aldrig at bruge straffesparksfeltet til målmandstræning. Enkelte havde den mening, at han var lige ”skrap” nok, men når vi kom rundt til andre klubber og så deres baner, kunne vi se, at vi i Svendborg nok havde Fyns bedste fodboldbaner – og det var ikke mindst Finns fortjeneste, så en reprimande ved overtrædelse blev fuldt ud accepteret. I forbindelse med SfB's 100 års jubilæum i 2001, kom Finn's tidligere arbejdsområde til gavn for klubben, idet hans gave  til klubben var, at han havde ompolstret stolene i klubhuset. Det har vi stadig glæde af. 

I sine yngre år var Finn en dygtig målmand, og efter endt karriere blev han en dygtig træner. SfB, Ulbølle, Humble og Rudkøbing havde stor glæde af hans trænerevner. Det var aldrig kedeligt at træne med Finn som træner, da han havde et stort repertoire af gode øvelser. Sidst i 60'erne trænede han SfB's 3. divisionshold og holdet havde haft en lidt uheldig forårssæson, og da Richard Møller Nielsen alligevel skulle overtage holdet i 1969, blev det aftalt, at Finn og Richard i samarbejde skulle forsøge at redde holdet fra nedrykning. Det var tæt på at lykkes, men holdet rykkede ned, for allerede næste år at rykke op igen. Samarbejdet med Richard Møller Nielsen gjorde, at der opstod et livslangt venskab mellem dem. 

Efter at være blevet pensioneret, genoptog Finn sin store interesse – bordtennis. To gange om ugen blev der spillet bordtennis for ”voksne” i Svendborg Idrætshal. Finn var svær at spille imod, da han havde en meget defensiv spillestil blandet med en god portion tålmodighed. Han var en mester i at underskrue bolden. Det gode var, at han også havde evnen til at rose sine modspillere, når der blev spillet nogle gode dueller. Bordtennisspillernes årlige sejltur til Skarø var noget Finn i den grad nød. Da Finn fik problemer med øjet, var han tvunget til at opgive bordtennisspillet. Det var han meget ked af, og det var hans med/modspillere også – han er savnet omkring det grønne bord.

Der er ingen tvivl om, at SfB betød rigtig meget for Finn. Han var altid at finde på Høje Bøge til hjemmekampene. Det skulle være noget meget vigtigt for at Finn ikke mødte op. Han havde i øvrigt den glæde at se sin søn, Lars, spille en del kampe for byens bedste hold., og det gode ved Finn var, at Lars ikke fik særbehandling, når vi vurderede spillernes indsats. Måske Finn endda var lidt tilbageholdende, når Lars havde haft en rigtig god kamp. 

Når der til årets afslutningsfest i SfB var revy under ledelse af Anders Dam, var Finn fast på rollelisten med både sang og skuespil.

I sit otium har Finn ofte hjulpet til med arrangementer i SfB for at skaffe midler til ungdomsarbejdet. Helt fast har der været en tjans ved det årlige Open Air på Høje Bøge. Her blev der knoklet for at arrangementet blev en succes. Man gik ikke forgæves til Finn, hvis der manglede hjælp til gavn for klubben. Ligeledes var han i flere år med til at arrangere den årlige traditionsfest.

Finn og Lizzi har altid været meget gæstfri, og jeg mindes den augustdag i 1989, hvor vi havde været i Budapest med nogle ungdomshold, og vi kom hjem den dag Finn fejrede sin 50-års fødselsdag. Vi vidste, at der var åbent hus på Syrenvej, og da vi ved 17-tiden parkerede bussen udenfor huset og 40 personer entrede huset, gik der ikke panik i Finn og Lizzi, men vi blev derimod mødt med store smil og øl og sodavand.

Vi er mange, der vil savne Finn og hans gode humør og positive livssyn. Hans stol på Høje Bøge vil være tom, og vi vil ærgre os over, at han ikke nåede at se det nye klubhus, som vil stå færdigt næste sommer.

Mindeord: Lars Krammager