Fodboldhistorie genoplivet på Høje BøgeI forbindelse med SfB-Oures kamp mod Nørresundby lørdag den 10. maj på Høje Bøge, blev et ganske særligt gensyn foreviget: Ulrik Sand Larsen og Lars Høst, tidligere anførere for henholdsvis SfB og Nørresundby, mødtes igen – 46 år efter en af de mest dramatiske kampe i klubbens historie.
Tilbage i 1979 gjaldt det sidste spillerunde i 3. division. Hvis SfB vandt – og to øvrige resultater flaskede sig – kunne klubben sikre oprykning til landets næstbedste række, 2. division. For Nørresundby var kampen altafgørende i den anden ende af tabellen: Et nederlag kunne betyde nedrykning. Over 1600 tilskuere var mødt op på Høje Bøge for at følge dramaet.
Nørresundby trak det længste strå og vandt kampen. Dermed overlevede de i rækken, mens SfB – trods en stærk indsats – sluttede som nummer to bag Kolding og missede oprykningen.
I mange år havde Ulrik Sand Larsen og Lars Høst ikke haft kontakt, før Peter Faarup, tidligere kollega til Ulrik og i dag gift med Lars’ datter Line, blev bindeleddet. På et tidspunkt fortalte Lars begejstret Peter om den mindeværdige kamp – og det inspirerede svigersønnen til at lave en særlig gave til Lars’ 75-års fødselsdag: En flot plakat med billeder og avisudklip fra kampen.
Udklippene blev hentet fra Ulrik Sand Larsens personlige scrapbog fra hans aktive år i SfB, og plakaten vakte stor glæde hos Lars.
I lørdags, på præcis samme bane som dengang, blev brikkerne samlet. Ulrik og Lars stod side om side igen – med plakaten i hænderne og minderne i kroppen. Det var tydeligt at mærke, at gensynet rørte dem begge. Der blev grinet, udvekslet historier og nikket genkendende til gamle begivenheder.
Det blev en smuk påmindelse om, at fodbold er mere end blot en sport. Det er noget, vi bærer med os gennem livet – uanset om man har spillet i 3. division eller på græsplænen bag skolen. Det skaber identitet, binder generationer sammen og efterlader aftryk, der rækker langt ud over banens streger. Fodboldens stærkeste kraft er fællesskabet – og de bånd, der knyttes i kamp, holder ofte hele livet.
Foto: Sander Agerskov |