Nyheder fra SfB

(Klik på billedet for større version)

Mindeord: Sydfynsk fodbold er blevet en fodboldfighter mindre

En SfB-fighter har forladt os.

Den 24. oktober sagde en ægte SfB’er farvel. I en alder af blot 63 år måtte Bent Vogn give op efter flere års sygdom. Dermed blev sydfynsk fodbold en fodboldfighter mindre.

For Bent Vogn var netop dét. En fighter. På banen og ikke mindst udenfor, hvor han kæmpede med sclerose i næsten tyve år.

Men Bent nægtede at være defineret af sin sygdom. Han var en mand, der ikke klynkede over sin skæbne. I stedet for fortsatte han med at være Bent, som han var kendt af de folk i klubben, der var så heldige at dele bane og omklædningsrum med ham i årene hos SfB.

Ingen tvivl om, at der var to sider af Bent. Der var den hjertelige og hyggelige – ja nærmest ydmyge Bent Vogn, der var en yderst afholdt kammerat i omklædningsrummet. Og så var der den Bent, der trak i arbejdstøjet, når der blev fløjtet op. Til kamp eller træning. Det var et hundrede procent sikkert, at der kom en arbejdsindsats ud over det sædvanlige. For på banen var Bent en vindertype – og han gav alt, og lidt mere til for at hente de vigtige point og sejre.

Han var ikke den mest elegante spiller, men han kunne lave ravage og sætte sig i en modspiller. Bent Vogn var ikke en modstander, man glemte. Han efterlod et mærke, der stadig sidder i de folk, der mødte ham i de danske divisioner.

Det gælder også TV 2’s fodboldekspert og tidligere landsholdsspiller, Morten Bruun.

”Jeg har spillet mod Svendborg fB fire gange. I 1985 og 1986. Jeg husker ikke alle spillerne på holdet, men jeg glemmer aldrig navnene på SfBs angrebsduo. Ole Pedersen lavede langt flest mål, men som modspiller var det Bent Vogn, man frygtede. Man slog sig ikke på Pedersen, men det gjorde man på den store, stærke Bent Vogn, der til fulde levede op til sit navn. Bent Vogn var ham, der tog slagsmålene og luftdullerne, så hans makker kunne sparke boldene i mål,” fortæller Morten Bruun.

Sådan var der mange, der havde det – også folk, der ikke kendte Bent personligt, men så ham på Høje Bøge Stadion, dengang der rent faktisk kom mange tilskuere til hjemmekampene. Bent Vogn satte sig i os på tribunerne. For her var en spiller, vi alle kunne spejle os i. For hårdt arbejde, det kunne man genkende – og det leverede Bent hver gang.

Men Morten Bruun kom også senere til at mærke de to sider af den sydfynske angriber og ikke mindst den måde, han bar sin sygdom på.

”Jeg havde ikke som sådan et forhold til Bent Vogn dengang, men det fik jeg for at par år siden. For da jeg skulle skrive kapitlet om Svendborg fB til min bog 'Kampdag', opsøgte jeg min gamle modspiller for at høre om hans tid i Svendborg fB. Og lige så hård og kompromisløs, jeg huskede ham på banen, lige så mild og imødekommende oplevede jeg ham udenfor, da han og hans kone Elin tog imod i huset på Nyborgvej.”

Bent Vogn var i den grad en vinder med et vindende væsen, som vi kommer til at savne og mangle, når vi samles i SfB-regi og snakker de gode gamle dage, dengang fodbolden ikke var gået amok i tatoveringer, smarte frisurer og vanvittige lønninger.

For Bent Vogn gjorde indtryk, som menneske og spiller.

Eller som Morten Bruun husker:

”Besøget hos ægteparret Vogn blev et af dem, jeg gemmer i mit hjerte. Bent Vogn, æret være dit minde.”

Vores tanker går til de efterladte – hans hustru Elin og døtrene Nicole og Janet.

Hvil i fred.

Mindeordet er skrevet af Lars Fink på vegne af SfB Oldboys

Foto: Roland Petersen / Fyns Amts Avis